Hest i stald med funktionelt staldinventar og moderne design.

Hestespark – hvor meget kan staldinventar holde til?

Et hestespark er en meget kraftig impuls, der overføres til staldinventaret på ganske kort tid. Typisk varer påvirkningen mellem 0,001 og 0,05 sekund. På dette ekstremt korte tidsrum kan der blive overført en voldsom kraft – typisk mellem 2.000 N og 8.000 N.

Boksfronter, skillevægge, stalddøre og staldvinduer skal derfor være korrekt dimensioneret og monteret, så de kan modstå den store anslagsenergi fra et hestespark.

Skaderne opstår sjældent i selve stålprofilerne. De opstår typisk i samlinger mellem profiler, svejsninger eller i fastgørelsen til gulv, vægge og andre bygningsdele.

Du kan finde flere fakta i vores artikel om hvor hårdt kan en hest sparke. Her beskriver vi blandt andet målinger af de kræfter, der opstår ved hestespark.

I det følgende ser vi nærmere på, hvad disse kræfter betyder for hestebokse, stalddøre, staldvinduer og øvrige detaljer i staldinventaret, baseret på fakta fra SLU-rapporten.

Stål i de rigtige dimensioner

Langt det meste staldinventar ser solidt og korrekt dimensioneret ud – lige indtil det første hårde spark. Hvis inventaret er underdimensioneret med for små eller for tynde stålprofiler, bliver problemet hurtigt synligt.

Korrekt dimensionering handler om at vælge stålprofiler med tilstrækkelig profilstørrelse, godstykkelse og stålkvalitet.

En boksfront kan se både pæn og elegant ud med tynde tremmer, men det betyder ikke nødvendigvis, at den er velegnet til en stor hest. Et smalt og tyndvægget stålprofil kan deformere, når det rammes af et kraftigt hestespark.

Når stålet bøjer, kan den galvaniserede overflade samtidig blive beskadiget. I bedste fald står man tilbage med en deform boksfront og en reduceret korrosionsbeskyttelse. I værste fald kan der opstå brud på inventaret med risiko for, at hesten kommer til skade.

Det kan du ikke se på et billede

Du kan ikke se stålets godstykkelse på et foto af en hesteboks. Derfor bør du bede leverandøren om at oplyse dimensionerne på alle stålprofiler.

Hvis svaret blot er et producentnavn uden oplysninger om profilernes mål og godstykkelse, kan du ikke bruge det til at vurdere konstruktionens styrke. Det er vigtigt at kende både profilernes størrelse, godstykkelse og ikke mindst tremmernes frie længde.

Planker til boksfronter og skillevægge er relativt dyre. Derfor vælger nogle producenter at reducere længden på plankerne og i stedet lave konstruktionen med korte planker og lange tremmer. Lange tremmer bøjer lettere på midten og stiller derfor større krav til stålprofilernes stivhed end korte tremmer.

Et konkret eksempel

Som konkret eksempel er boksfronter og skillevægge i Original-serien fremstillet med lodrette tremmer i Ø25 mm rør med højst 50 mm afstand. Den korte afstand på 50 mm reducerer risikoen for, at hesten kan få hoven i klemme, selv hvis den sparker midt på tremmerne.

Hjørnestolperne er 50 × 50 × 3 mm eller 80 × 80 × 3 mm afhængigt af modellen.

Profilernes størrelse er dog ikke det eneste, der har betydning. En kraftig tremme med en svag svejsning eller en lang skillevæg uden en ekstra stolpe på midten kan stadig give en svag konstruktion. Bed derfor leverandøren om at oplyse mål og godstykkelse på alle profiler, levere tegninger, der viser placeringen af stolperne, samt detaljer om fastgørelsen til gulv og bygning. Husk også at staldinventar der bliver støbt fast i gulvet, er langt mere solidt end inventar der er monteret på fodplader

Afstande, hvor en hov kan sidde fast

Det farligste er ikke nødvendigvis, at stålet deformeres. Det kan være endnu farligere, hvis stålet kun bøjer lidt, så der opstår en åbning, hvor hestens hov kan sidde fast.

Tremmeafstand, åbninger mellem staldinventar og gulv, mellemrum ved låger samt håndtag og andre beslag, der stikker ud, er eksempler på steder, hvor en hest kan komme til skade.

En hest, der sidder fast, vil typisk gå i panik og kæmpe for at komme fri. Det øger risikoen for yderligere skader – og samtidig kan mennesker komme til skade, når hoven skal frigøres.

Gå derfor hele stalden igennem fra gulv til loft, og se efter potentielle steder, hvor hesten kan få en hov eller anden kropsdel i klemme.

Brug ikke en hånd eller knytnæve som målestok. Bed i stedet leverandøren om skriftligt at oplyse de relevante åbninger og mål. Kontrollér især mellemrum ved låger, gulv, vægge og fastgørelser til andre bygningsdele.

Stalddøre, hængsler og beslag

Hængsler og lukketøj er ofte nogle af de svageste punkter på en stalddør.

En tung dør monteret med for små eller svage hængsler bliver hurtigt skæv. Et håndtag eller lukketøj, som hesten kan få fat i eller åbne, kan samtidig udgøre et alvorligt sikkerhedsproblem.

En todelt stalddør har flere hængsler, lukkepunkter og samlinger, som alle skal kunne modstå påvirkningen fra store heste.

Hængsler bør derfor være tilstrækkeligt kraftige – eksempelvis omkring 10 mm i godstykkelse – og være fuldsvejste med et tilstrækkeligt stort a-mål.

Tynde hængsler og dårlige svejsninger holder sjældent længe i en hestestald, hvor dørene udsættes for både daglig brug og kraftige belastninger.

Planker til hestebokse

Planker, stålprofiler, samlinger og fastgørelser skal tilsammen kunne optage belastningen fra et hårdt hestespark.

Bambusplanker er blandt de stærkeste løsninger til hestebokse. Plastplanker og tropisk hårdttræ som eksempelvis Denya er også velegnede materialer.

Det afgørende er dog, at materialerne passer sammen som en samlet konstruktion.

Det kan hurtigt blive en dårlig investering at vælge en billig hesteboks, hvor der er sparet på stålet for at få råd til de dyreste planker. Både stål, planker, samlinger og fastgørelser skal være dimensioneret korrekt, hvis man vil opnå lang levetid og samtidig skabe en sikker og god hesteboks.

Du kan læse mere om materialevalg i vores artikel om plast, bambus eller træ.

Hvad skal du kontrollere efter et hestespark?

Hvis en hest har sparket hårdt på staldinventaret, bør den berørte del straks tages ud af brug, hvis der er synlige skader.

Det gælder eksempelvis, hvis:

  • en tremme er blevet deform
  • en svejsning viser tegn pÃ¥ revner
  • et hængsel er bøjet
  • en planke er knækket
  • en stolpe eller profil har flyttet sig
  • en fastgørelse til gulv eller væg er blevet beskadiget

FÃ¥ konstruktionen vurderet af en fagperson, hvis der er tvivl om sikkerheden.

Mange skader er relativt enkle at reparere, men konstruktionen bør ikke tages i brug igen, før skaden er udbedret.

Gentagne hestespark bør tages alvorligt

Hvis en hest gentagne gange sparker på staldinventaret, bør man straks forsøge at finde årsagen.

Er der noget i omgivelserne, der stresser hesten? Er hesten utryg ved en anden hest? Eller er der andre forhold i stalden, som udløser adfærden? Stærkt og korrekt dimensioneret staldinventar kan begrænse skaderne, men det løser ikke årsagen til, at hesten sparker.

Vælg derfor staldinventar med dokumenteret kapacitet til den hestestørrelse og belastningstype, som boksen er beregnet til.

Se også vores artikler om hestebokse og 10 råd om sikkerhed i stalden.

Skrevet af