Samling og beslag på en todelt stalddør i galvaniseret stål og træ

Stalddør, paddockdør eller staldport – sådan vælger du den rigtige løsning

Skal døren kun bruges som adgangsvej for mennesker? Skal der også være plads til at trække heste igennem? Skal en minilæsser kunne køre igennem? Eller drejer det sig om en dør mellem hesteboks og fold?

Disse spørgsmål er afgørende for, hvilken type stalddør du har brug for. Det kan være en almindelig stalddør, en to-fløjet staldport, en paddockdør, en skydedør eller en skydeport. De forskellige løsninger er udviklet til forskellige formål og bør derfor ikke vælges alene ud fra udseendet.

Todelt stalddør – paddockdør eller halvdør

En todelt stalddør, også kaldet en paddockdør eller halvdør, består af en over- og underdel, som kan åbnes hver for sig. Overdelen kan stå åben, mens hesten stadig er holdt inde i boksen. Det er en klassisk løsning, som giver både lys og frisk luft i hestestalden og samtidig kan bidrage til et godt staldklima.

Den største fordel ved en paddockdør er, at den kombinerer funktionerne fra en dør og et vindue. Når døren er helt åben, kan hesten frit gå ind og ud. Hvis kun overdelen åbnes, får man en funktion, der minder om et sidehængt staldvindue i stål. Hesten kan blive stående i boksen med hovedet ude i det fri.

En paddockdør har dog også nogle ulemper. De to dørfløje kræver to sæt hængsler og et mere kompliceret lukketøj. Der findes flere forskellige typer lukketøj, men en af de bedste løsninger er et såkaldt Holsteinergreb.

Det er vigtigt, at Holsteinergrebet er konstrueret, så det låser døren både i top og bund. Der findes billigere former for lukketøj, som kun låser i toppen. Det kan være et sikkerhedsproblem, fordi hesten kan få hoven i klemme, hvis den sparker mod den nederste del af døren. Hvis lukketøjet er forkert konstrueret, er det derfor et alvorligt sikkerhedsproblem – ikke blot en mindre designdetalje.

Paddockdøren hører først og fremmest til i selve hesteboksen. Den er ikke den optimale løsning, hvis døren samtidig skal bruges til at køre trillebøre, maskiner eller andre større ting igennem i fuld bredde.

En todelt stalddør eller paddockdør i en gavl, hvor der også skal være gennemkørsel, bliver derfor ofte et kompromis, som hverken staldpersonalet, hestene eller minilæsseren er tjent med.

To-fløjet staldport

En to-fløjet staldport har to hængslede dørfløje i fuld højde. Mange kalder dem dobbelte stalddøre, men den korrekte betegnelse er en staldport.

En staldport har normalt et primært og et sekundært dørblad. Det primære dørblad er forsynet med et almindeligt dørhåndtag eller eventuelt et kuglehåndtag. Som navnet antyder, er det den dørfløj, der bruges som staldpersonalets primære adgangsvej.

Det sekundære dørblad er forsynet med en såkaldt paskvil, som låser dørbladet både i top og bund.

Når begge dørfløje åbnes, får man en bred passage, som giver god plads til at trække heste ind og ud og eventuelt også til at få maskiner ind og ud af stalden. Det giver en god og praktisk logistik. Samtidig reduceres træk og susen fra vind og vejr, fordi man i dagligdagen ofte kan nøjes med at åbne den ene dørfløj.

Hvis pladsen er begrænset, kan man med fordel vælge en asymmetrisk to-fløjet staldport, hvor dørfløjene har forskellig bredde. Den ene dørfløj kan eksempelvis udgøre 1/3 af den samlede bredde, mens den anden udgør 2/3. På den måde får man en mindre daglig adgangsvej kombineret med en stor åbning, når der er behov for det.

Staldport med todelte dørfløje

Hvis der er behov for ekstra ventilation i stalden, kan det ene eller begge dørblade deles vandret på samme måde som på en paddockdør. Det kan være en god løsning, hvis man gerne vil kunne åbne overdelen og få mere luft ind i stalden uden at åbne hele porten. Til gengæld giver det ekstra vandrette samlinger, som både koster lidt mere og kan reducere dørens tæthed.

Hvor stor må en hængslet staldport være?

I blæsevejr kan et stort dørblad være svært at styre. Store dørblade bliver samtidig tunge at åbne og lukke.

Hvis en staldport skal bruges flere gange dagligt, bør man derfor som udgangspunkt undgå dørfløje, der bliver større end cirka 140 cm i bredden og 240 cm i højden.

Skal åbningen være større, kan en anden portløsning – eksempelvis en skydeport – ofte være mere praktisk.

Skydedør og skydeport – hvornår er de bedre end en hængslet dør?

En skydedør eller skydeport har den store fordel, at den ikke kræver plads til en dørfløj, der svinger ind eller ud. Det kan være en afgørende fordel, hvis pladsen omkring døren er trang.

Til gengæld kræver en skydedør mere plads i bredden, fordi dørbladet skal kunne skydes til siden. Hvor pladsen er begrænset, og der ikke er tilstrækkelig plads til en traditionel hængslet dør, vil en skydedør derfor ofte være den eneste praktiske løsning. Skydedøre og skydeporte kræver dog typisk mere plads i højden. Skinne og løbevogne fylder ofte omkring 20 cm over selve døråbningen.

Der skal desuden være en mindre afstand mellem skydedøren og murværket. Det betyder, at en skydedør normalt ikke lukker lige så tæt som en hængslet stalddør.

Vedligeholdelse af skydedøre

Skydedøre kræver generelt lidt mere vedligeholdelse end hængslede døre. Det gælder især i et staldmiljø med meget støv og snavs.

Skinne, løberuller og endestop skal kunne efterses og rengøres. Hvis støv og skidt får lov til at samle sig i systemet, kan det gøre døren tungere at betjene og i værste fald påvirke funktionen.

Skydeporte til store åbninger

Skydeporte kan fremstilles meget store og er derfor velegnede til store maskiner, traktorer og større læs. De er til gengæld ikke den optimale løsning som primær adgangsvej for personer. Åbning og lukning er mere besværlig end med en mindre, hængslet stalddør.

Mange hestestalde har derfor brug for flere forskellige dørtyper:

  • Paddockdøre i hesteboksene
  • Almindelige stalddøre som primær adgang for staldpersonalet
  • Store staldporte eller skydeporte i gavlene, hvor der skal være mulighed for gennemkørsel

Det er ofte den løsning, der giver den bedste kombination af funktionalitet, sikkerhed og god logistik.

Luft, vejr og træk i hestestalden

En todelt stalddør er en af de enkleste måder at få frisk luft ind i stalden på. Ofte kan overdelen stå åben det meste af året. Det sikrer et godt luftskifte, samtidig med at der fortsat er læ i hestens liggehøjde. Det kan være med til at skabe et godt staldklima for heste.

I hård vind bør overdelen dog holdes lukket. Det er samtidig vigtigt ikke at lukke alle døre og vinduer i stalden om vinteren.

Prøv i stedet at styre, hvor luften kommer ind. En dør, der står åben i vindsiden, kan give kraftigt træk. En åben overdel i læsiden kan derimod give en naturlig udskiftning af luften uden at skabe voldsomt træk i hele stalden.

Læs også vores råd om god ventilation i hestestalden.

Glas, gitter og stalddøre på specialmål

En stalddør med glas i overdelen giver dagslys i stalden eller gangen. Termoglas kan samtidig reducere problemer med dug og kondens. Hvis der anvendes termoglas, bør døren dog altid være forsynet med et beskyttelsesgitter foran glasset.

I dag leveres mange stalddøre med hærdet glas. Af hensyn til sikkerheden bør glasset være minimum 6 mm tykt. Enkelte producenter leverer fortsat stalddøre med 1-lags, uhærdet glas eller med plastplader af eksempelvis akryl eller polycarbonat i stedet for rigtigt glas. Begge løsninger er efter vores vurdering dårligt egnede til stalddøre.

Uhærdet glas kan let gå i stykker og efterlade store og skarpe glasskår. Plastplader er samtidig langt mindre stive end glas, så hestene kan i mange tilfælde presse dem ud af rammen.

En ny stalddør bør som udgangspunkt fremstilles på specialmål, så den passer præcist til bygningen.

Det handler ikke kun om funktionalitet. Det har også stor betydning for bygningens udseende. Det ser eksempelvis sjældent godt ud, hvis overkanten på en ny stalddør ikke flugter med de eksisterende døre og vinduer.

Hvorfor vælge stalddøre i varmgalvaniseret stål?

Fugt, slag, hestebid og daglig brug er hårdt ved både dørens ramme og fyldning. Derfor kan stalddøre i træ ofte være et mindre holdbart valg. Det gælder især paddockdøre, hvor overdelen står åben det meste af året. Her vil varmgalvaniseret stål ofte være et bedre materialevalg.

Stålrammen holder formen, også når døren står helt åben langs muren. Den tåler samtidig fugt, spark, hestebid og den daglige åbning og lukning – også i et krævende staldmiljø.

Det samme gælder staldvinduer i stål, hvor en robust og korrosionsbestandig konstruktion er en vigtig fordel.

“Billig stalddør” – hvad dækker prisen egentlig over?

Det er helt forståeligt at lede efter en billig stalddør. Men når du sammenligner priser, er det vigtigt at se på, hvad der faktisk er inkluderet i tilbuddet.

Er der eksempelvis tale om billige planker i gran eller lærketræ, eller er der valgt dyrere planker i tropisk hårdttræ?

Er paddockdøren udstyret med et korrekt konstrueret Holsteinergreb, eller er der blot monteret en billig skudrigle, som kan udgøre en sikkerhedsrisiko for hesten?

Er glasset 6 mm hærdet glas, eller er det kun 4 mm uhærdet glas?

Medfølger der detaljerede tegninger? Er opmåling på stedet inkluderet?

Det er derfor ikke altid den billigste stalddør, der er den billigste løsning på lang sigt.

Brugte stalddøre

Brugte stalddøre kan være en god løsning, hvis målene passer præcist til det konkrete projekt. Hvis målene ikke passer, kan det dog hurtigt blive dyrt at tilpasse bygningen eller døren.

I mange tilfælde vil det derfor være bedre at betale lidt mere for en stalddør på specialmål, der passer til både bygningen, funktionaliteten og den øvrige arkitektur.

Foretag en grundig opmåling, før du bestiller stalddøren

En grundig opmåling er vigtig, før du bestiller en ny stalddør eller staldport. Start med at notere murhullets bredde og højde. I ældre bygninger er murhullerne ofte lidt skæve. Mål derfor altid både højde og bredde mindst tre forskellige steder.

Kontrollér også, om der er tilstrækkelig fri plads til, at døren eller porten kan åbnes helt.

Ved en skydedør skal der være tilstrækkeligt fri vægplads til hele dørbladet. Ved en hængslet dør skal der være plads til dørens slagradius.

Kontrollér desuden:

  • om gulvets fald giver plads til, at døren kan åbnes frit
  • om det udvendige terræn giver tilstrækkelig plads under døren
  • om der er bagfald mod bygningen, så regnvand kan løbe ind under døren
  • om der er plads til beslag, håndtag og eventuelt låsetøj
  • om døren kan åbnes og lukkes uden at ramme andre konstruktioner

Der findes mange forskellige løsninger, og den rigtige stalddør afhænger både af bygningen og af, hvordan døren skal bruges.

Se vores udvalg af stalddøre, todelte stalddøre og staldporte.

Skrevet af